Second Life-udstilling for de udvalgte?
Bevisthed om målgruppen til netudstillinger, kan være et vigtigt redskab for formidlingen af den svært tilgængelige kunst.
KOMMENTAR
af Anna Hjort og Linnea Jacobsen
Når jeg ser værket "Memory Slot" af Anette Finnsdottir på Statens Museum for Kunst (SMK) stiller jeg mig selv spørgsmålet: hvem besøger værket i udstillingsrummet kontra hvem besøger det på nettet? Og hvilke forskellige muligheder ligger i de to medier? I værkets virtuelle del i Second Life (SL), kan man - hvis man har en avatar - efterlade sig et personligt spor i form af et Memory Slot -et slags tag. Anette forklarer at den virtuelle besøgende gives muligheden for at efterlade et spor, mens hun samtidig kan danne sig et billede af hvem der besøger udstillingen i SL. Og var det ikke det som gæstebogen også bliver brugt til? En slags low-budget brugerundersøgelse og de besøgendes mulighed for at efterlade et stykke af sig selv på udstillingen. Sammenligningen er sjov, synes jeg. I modsætning til den virtuelle besøgende, kan den museumsbesøgende dog ikke efterlade et personligt spor værkets fysiske præsentation. Den virtuelle udstillingsbesøgende i Anettes værk kan altså tænkes at opleve et meget mere interaktivt og personligt besøg end den den museumsbesøgende, der må "nøjes" med tagge på skærmen med en given avatar. Det som udstillingsrummet måske netop brander sig på, nemlig det personlige møde med kunsten, ophæves således i Anettes værk, og det virtuelle rum bliver det virkelige rum for beskueren. Jeg gad godt vide om det er de samme besøgende der kommer på de to udstillinger og om de begge føler sig lige ekskluderet som jeg følte mig på SMK. Uden en personlige avatar eller uden mulighed for at være med til at tagge.
Det interessante ved udstillingen ”Virtual Moves” er de problemstillinger den udforsker. Først og fremmest dens måde at koble det virtuelle rum til fysiske rum, som for mange er en meget ny måde at opleve kunst på, men også de problemstillinger der ligger i at benytte sig af et så aflukket virtuelt rum, som SL trods alt er – her tænker jeg primært på de konsekvenser det får for ens valg af målgruppe. For vi kan ikke se os fri for at tænke i målgrupper, selv ikke når kunsten skal være så demokratisk som mulig.
Når man benytter sig af en platform som SL, så har man i bund og grund allerede valgt en målgruppe og sorteret andre fra, også selvom at man udstiller værkerne i det fysiske rum. En målgruppe, som er vante til det virtuelle univers og som ikke er bange for nye måder at opleve kunst på. Altså en problemstilling som berøre selve udstillingssituationen – det nye (det virtuelle rum) overfor det traditionelle (det fysiske rum). Når jeg omtaler det som en problemstilling i forhold til målgruppen, så er det fordi det ikke er alle der modtagelige for at skifte det vante ud med det nye. Ja, man kan faktisk sige at der nok er nogle der ligefrem vil yde modstand mod det nye – og det er denne del af befolkningen man sortere fra, når man laver en udstilling som ”Virtual Moves”. Dette behøver ikke at være et problem, så længe man bare er bevidst om det. Er man bevidst om det, så har man også taget et valg og valgt en målgruppe for sin kunst.
Fakta:Udstillingen "Virtual Moves" vises på Statens Museum for Kunst 18. januar - 11. marts 2008. De 9 deltagende kunstnere udstiller i Second Life og på museet.
Tagging Art er organisationen bag udstillingen Virtual Moves. Organisationen består af Anne Holmfred, Iben Bentzen, Ida Grøn og Anette Finnesdottir. Forløbet er dokumenteret på webbloggen www.taggingart.org
Second Life er et virtuelt univers på internettet. 99,9 % af indholdet er skabt af universets brugere. Alle kan oprette sig som brugere. Der er 40.000 brugere online hver dag og gennemsnitsalderen er 33 år.
Foto: Sachiko Hayashis
